Integration er borgernes ansvar

Integrationen foregår i civilsamfundet, og derfor skal borgerne i langt højere grad inddrages i indsatsen for at få flygtninge godt integreret i det danske samfund. Sådan lyder det fra folketingskandidat for Radikale Venstre, Søren Bo Pedersen.

Af Nina Liin Kjær

Venskaber på tværs af kulturer er essentielt for en god integration, mener radikal folketingskandidat.

”Befolkningen skal få øjnene op for, at integrationen er deres ansvar”.

Sådan lyder det fra den radikale folketingskandidat Søren Bo Pedersen. Han mener, at frivillige indsatser er afgørende for, om integrationen kan lykkes, og at frivillige foreningerne i langt højere grad bør udgøre en bærende del af integrationsarbejdet rundt omkring i landets kommuner.

”Som det er nu, er det staten, der har til job at integrere de mennesker, der kommer hertil, og det, synes jeg ikke, giver nogen mening. Integration handler at blive inkluderet i lokalsamfundet. Og det er borgerne her, der egentlig har opgaven med integration,” siger Søren Bo Pedersen.

Flere flygtninge og mere frivillighed
Organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, der arbejder med at formidle venskabs-kontakter mellem frivillige og flygtninge, oplever i øjeblikket mangel på frivillige, der vil arbejde med flygtninge. Det kunne Tv2Østjylland for nylig fortælle.

Dette er et af områderne, som Søren Bo Pedersen ellers mener, giver det bedste grundlag for en vellykket integration. Han går ud fra, at alle flygtninge gerne vil integreres.

”Der er en tendens til, at man vurderer præmisserne for integrationen ud fra, om flygtningene i første omgang er i stand til at komme i arbejde. I stedet burde man fokusere på ting, hvor frivillige f.eks. mødes med flygtninge. Det gør, at de bliver integreret,” siger han.

Splittelse om integrationspolitik
Søren Bo Pedersen bakker op om de Radikales holdning til, at Danmark kan tage imod 3.000 kvoteflygtninge om året. Han mener, at det skal stå dårligt til med integrationen, før man må sætte et stop for dette antal.

Men flere ting tyder på, at store dele af den danske befolkning ikke deler Søren Bo Pedersens forestillinger om integration.

Et studie fra PEW Research Center offentliggjort i 2018 viser, at Danmark befinder sig mellem de mest indvandringskritiske lande blandt de 15 vesteuropæiske lande, der var adspurgt i undersøgelsen. Hele 45 procent af den danske befolkning mener, at antallet af immigranter skal reduceres.

Vedtagelsen af paradigmeskifteloven på udlændingeområdet viser også, at der blæser andre vinde på integrationsområdet. Alligevel mener Søren Bo Pedersen, at det realistisk at forvente, at befolkningen skal tage et langt større ansvar i arbejdet for en god integration.
”Det er i hvert fald det eneste, man kan basere en integration på”.

Pris for en SFO-plads 2017

Nina – forventninger til semestret

Her er jeg.

Mit navn er Nina Liin Kjær og jeg er 27 år gammel. Inden jeg startede på Journalisthøjskolen, har jeg været forbi et par andre uddannelser, blandt andet pædagogstudiet og Nordisk sprog og litteratur på AU. Det er derfor ikke uvant for mig at være studerende, men fordi jeg efterhånden har været det så længe, er jeg næsten skoletræt allerede. Næsten. For jeg synes, at journalistuddannelsen er god, og det hjælper.

Jeg bor sammen med min kæreste, og jeg har i det hele taget været etableret i Århus i mange år efterhånden. I min fritid prøver jeg på at balancerer en motion-/afslapningstilværelse, hvor der på den ene side indgår styrketræning nogle gange om ugen, og på den anden litteratur, podcasts, serier, venner, øl og kæreste.

Dette forløb opfatter jeg lidt i sammenhæng med semestrets andre fag, og jeg tror, at jeg forventer at få en indføring i samfundet og politik, og at dette kobles med JM’s praksisrettethed, hvor det hele bliver sat i spil og sammenhæng. Jeg har muligvis ikke forberedt mig synderligt godt til dette forløb. Hovsa. Det skal nok komme.

Jeg synes, at jeg fungerer forskelligt i grupper, alt efter hvem jeg er sammen med. Jeg har som regel altid noget at sige, vil gerne have noget sagt, men jeg synes også, at det er ret inspirerende at være sammen med nogen, som tænker anderledes. Nå ja, og så synes jeg, at det bliver rart at prøve at lave projekter i mindre grupper.

Umiddelbart vil jeg gerne have finpudset mine journalistiske færdigheder på dette semester. Jeg forestiller mig, at dette forløb vil stramme de færdigheder op, som vi fik på første semester. Dybest set vil jeg gerne føle, at jeg er klar til at komme ud på en redaktion efter dette forløb.

Mine stærkeste og svageste sider Uha. Hvorfor er det altid så svært at forklare. Det er måske heller ikke. Jeg kan godt være lidt genert, hvilket selvfølgelig kan være en udfordring, når jeg skal kontakte mennesker, som det jo er idéen på dette studie. Men jeg kan også godt ikke være genert, og jeg plejer at finde en OK mellemvej, hvor jeg kan eksistere. Filmproduktion er ikke min stærkeste side, så det vil jeg rigtig gerne have øvet. Min skriftlighed er nok min force, men jeg føler, at den er ude af træning på en eller anden måde. Helt overordnet vil jeg dog gerne have fod på at få lavet alle mine lektier og opgaver til tiden – og i en kvalitet, som jeg kan være bekendt. Og det kræver blandt andet, at jeg forbereder mig på ting i bedre tid. For at dette kan lade sig gøre, skal jeg nok blive mere realistisk i forhold til, hvor meget tid jeg skal sætte af til læsning, projekter med videre.

Sort fredag blev endnu sortere for tidligere ansat i Magasin

En tidligere ansat blev fredag kendt i skyldig i mandatsvig i forbindelse med sit arbejde i Magasin.

Af Nina Liin Kjær

Stik i mod reglementet for ansatte i Magasin havde en nu tidligere ansat i stormagasinet solgt varer til sig selv og familiemedlemmer og i samme forbindelse givet uretmæssigt høje rabatter. Den interne revision i Magasin var blevet opmærksom på uregelmæssighederne ved den ansattes salg og valgte at undersøge sagen. Efter en samtale med den nu tidligere ansatte, valgte Magasin at bortvise ham på stedet og har siden afbrudt ansættelsen og anklaget ham for mandatsvig.

Misbrugte sin betroede stilling

Den tidligere ansatte fastholdt i retten fredag den 23. november sin uskyld, men blev alligevel dømt skyldig i mandatsvig i forbindelse med sin ansættelse i Magasin i Århus. Anklagen gik på, at at den tidligere ansatte havde begået mandatsvig ved at have misbrugt sin betroede stilling som kasseansvarlig og i kraft af sin adgang til kasseapparatet have solgt varer til sig selv, sin kone og søster med uretmæssigt høje rabatter.

Anklagede: Det var normalt ikke at overholde reglementet

Selvom den anklagede nægtede sig skyldig, vedkendte han sig dog at have forbrudt sig mod reglerne om, at ansatte ikke må sælge varer til sig selv eller sin familie. Han gjorde det dog med henvisning til, at der på arbejdspladsen var en uhøjtidelig tilgang til opretholdelsen af visse regler, herunder den han havde brudt. Dette kunne dog ikke forsøde dommeren eller domsmændene, der enstemmigt fandt den tidligere ansatte skyldig i mandatsvig. Han blev idømt ti dages betinget fængsel og valgte at modtage sin dom uden at anke.

Da døden tog noget fra Rebekka, fik hun det næstbedste igen

Da Rebekka Mikkelsens nære ven, 25-årige Daniel, døde af kræft, stod hun og andre af hans venner tilbage med en stor sorg, som endte med at knytte dem sammen.

Af Nina Liin Kjær

”Du er ung, til du bliver gammel. Du er ikke ung, og så dør du”. Ligesom for mange andre forekom idéen om et ungt menneskes død utænkelig for Rebekka Mikkelsen. Alligevel fik denne uvirkelige idé i løbet af et år en foruroligende reel karakter. Det startede med, at hendes nære ven, Daniel, i 2016 fik konstateret kræft. Godt et år senere holdt han op med at blive ældre. Han var ikke ung, til han blev gammel. Han var 25 år, da han døde af sin kræftsygdom.

Rebekka er i dag 27 år – stadig ung, men stadigt ældre. Hun var ved at færdiggøre et ophold i England, da hun fik beskeden om, at hendes ven Daniel var død. Fordi hun befandt sig så langt fra Danmark, var det et logistisk spørgsmål, om hvorvidt hun skulle tage til bisættelsen eller ej. Fra englænderne fik hun i første omgang råd om at blive. Det ville folk have forståelse for, sagde de. Og så serverede de te og forstod ikke at tale med Rebekka om, hvordan hun havde det. Efter kort overvejelse og et opkald fra en veninde i Danmark, blev Rebekka dog klar over, at hun skulle med til bisættelsen. Selvfølgelig skulle hun det. Og hun endte med at tage tilbage til Danmark for at sige farvel til sin ven.

”Det er en absurd ting at sige, men det er en af de bedste oplevelser jeg har haft. For uden bisættelsen, ville jeg ikke kunne have sagt farvel,” fortæller Rebekka. ”Du kan jo ikke lave om på, at han er død. Og uden den bisættelse ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg ville have håndteret det”.

Udover at være den eneste mulighed for at sige farvel, blev bisættelsen også centrum for et helt særligt møde med mennesker, som Rebekka førhen kun havde kendt perifert gennem Daniel.

Et møde i sorgen

Midt i denne mærkeligt hudløse og konfuse tid omkring bisættelsen dukkede der personer op i Rebekkas liv, der gennemgik det samme som hende. En af de første dage, Rebekka var tilbage i Århus, mødte hun en af Daniels bedste venner.

”Om aftenen inden bisættelsen, var jeg nede på Ris Ras i Århus, og der kommer der en pige op til mig, og hun siger: ”Jeg ved ikke, om du ved, hvem jeg er…”. ”Du er Ida,” siger jeg. Det er Daniels bedste veninde, vi har aldrig mødt hinanden, men vi vidste godt, hvem hinanden var. Og så krammede vi hinanden, og vi græd, og vi snakkede, og vi blev jo venner i dét øjeblik”.

Rebekka var ikke ene om at have mistet Daniel. Det var der også andre personer, der havde, og denne pinefulde realitet, at de havde de mistet den samme person, blev udgangspunktet for et bånd mellem dem af både smerte og kærlighed – men allermest kærlighed.

Selve bisættelsen, og hele den dag og nat, var en følelsesmæssig turbulent rejse. Ved bisættelsen oplevede Rebekka at gå fra at være sønderknust til alligevel ikke at kunne undslippe den kærlighed, som sorgen over hendes ven var bundet op på, og derfor også til blot: ”at være glad og mindes ham. Til bare at elske. Ham”.

Ved bisættelsen lærte Rebekka nye mennesker at kende. De blev nogle af hendes allernærmeste og gjorde, at hun har kunnet håndtere Daniels død. For Rebekka har det betydet alverden at møde nogen i sorgen, der var en støtte og vidste, hvordan hun havde det. Som havde mistet det samme menneske.

Efter døden: At finde hinanden på ny

”Når man møder folk på den måde, når man møder nogen så dybt, så kender man dem. I det dybeste. Uden at vide, hvad de laver til dagligt”.

Til bisættelsen oplevede Rebekka ligesom på caféen i Århus at møde mennesker, der også havde mistet Daniel, og at de i den ganske nye og rå sorg over tabet af ham kunne kramme hinanden hårdt, græde og hulke sammen, og uden at kende hinanden alligevel føle, at de gjorde det. Efter bisættelsen fortsatte Rebekka og de andre til gravøl. De endte med at tilbringe hele natten sammen, at se solopgangen sammen om morgenen. Og så skulle hun tilbage til England. Den intense kærligheds- og sorgfølelse, som Rebekka og de andre oplevede sammen, blev ligesom suspenderet til fordel for praktisk e fornødenheder. Efter bisættelsen havde Rebekka ti dage alene i England, hvor hun skulle afvikle sit ophold. Hun savnede og manglede sine nye venner voldsomt. Men de ti dage udløb, og hun kom tilbage til Danmark og en hverdag efter bisættelsen. Hun og hendes nye venner skulle nu møde hinanden som normale mennesker.

”Den der store kærlighed, og det at man havde stået og hulket og grædt sammen – det var der pludselig en distance fra”. Selvom det var underligt, var det også godt, fortæller Rebekka. ”Så mødtes vi jo som mennesker. Vi kendte jo ikke hinanden personligt. Så vi mødtes, tog ned og drak vin og snakkede. Lidt om Daniel og om os selv, og lærte hinanden at kende. Blev nære”.

Det var underligt at møde folk på den måde, præmissen for deres venskab udsprang ligesom fra omvendt hold: De kendte hinanden i det dybeste, bare ikke i det overfladiske.

En erstatning og ikke en erstatning

I dag betyder disse mennesker utroligt meget for Rebekka. Hun huskede, at der til bisættelsen havde været en pige, der nok havde en mere spirituel livsanskuelse end hende selv. Denne pige fortalte, at hun havde en fornemmelse af, at Daniel var blevet sat i verden for at bringe dem alle sammen sammen.

”Jeg synes bare, at det var så sødt og så smukt, at hun tænkte på den måde. Og uden at være så spirituel som hun er, så kunne jeg godt se den her mening i det. Og det, synes jeg, er en smuk måde at se det på”.

De mennesker, som Rebekka har fået ind i sit liv efter Daniels død, kan selvfølgelig aldrig erstatte ham. Det er der ikke nogen tvivl om. Men de er på en måde det næstbedste.

”De er ikke en erstatning for ham. Men man kan godt tænke det sådan. Det bliver de jo. Det er jo dem, jeg går til, hvis jeg vil have Daniel i mit liv. Nogen, der kendte ham”.

Når det betaler sig at fjumre

I dag er han studerende på et af landets mest eftertragtede studier. Men for et år siden var 21-årige Alexander Thorup skoletræt og i tvivl om sin fremtid.

Af Nina Liin Kjær

Han trængte til luftforandring, erhvervserfaring og tid uden for uddannelsessystemet. Da Alexander Thorup i 2017 dimitterede fra gymnasiet var lektier og undervisning det sidste, han havde brug for at beskæftige sig med: ”Jeg havde brug for at tage lidt afstand til et system, som jeg havde været i i, ja, tretten år,” siger han. Et sabbatår var derfor det naturlige valg, for 21-årige mand, der i dag er nystartet journaliststuderende.

Skoletrætheden havde efter gymnasiet sat sig i Alexander. Samtidig var han usikker på, hvilken vej han skulle fortsætte ad, når det gjaldt valg af uddannelse. Det klassiske dilemma, som tusindvis af gymnasiedimittender hvert år står over for: Skal de tillade sig et friår, et såkaldt “fjumreår”, til at finde sig selv og læselysten igen? Eller skal de ufortrødent fortsætte ind i voksenlivet, uddannelses- og identitetsmæssige tvivl til trods?

For Alexander var der ikke nogen tvivl om, at et sabbatår var nødvendigt. Han brugte tiden på at overveje forskellige uddannelser og veje at gå med sit liv. Og så føler han desuden, at han er blevet mere voksen i løbet af sit sabbatår: ”Ja, det vil jeg bestemt mene. Jeg har bemærket, at overgangen fra gymnasielivet til en verden i det virkelige liv og en videregående uddannelse har været ret gnidningsfri,” siger han.

I sidste ende blev faldt uddannelsesønsket på journalistuddannelsen, og i sommeren 2018 bestod Alexander optagelsesprøven til Danmarks Medie og Journalisthøjskole. En drøm, blev altså realiseret, en brik faldt på plads, og et år endte med at være godt givet ud.

Hos Social Foodies bærer chokoladen på et budskab om bæredygtighed

Social Foodies på M.P. Bruuns Gade vil tage kunden tæt på chokoladevarernes tilblivelse, og formidlingen af en bæredygtige tankegang er en bærende del af konceptet hos butikskæden.

Af Nina Liin Kjær

 

Boller på en alternativ meltype. Chufamel er lavet af chufa, en nøddelignende knold, med et højt indhold af fibre, C- og E-vitamin samt antioxidanter.

Øverst bag glasset i disken ligger store og rustikt støbte chokoladeplader. Nogle med afskallede hasselnødder, andre strøet med en blanding af valnødder, græskarkerner, kokosflager og sesamfrø. De hedder chokoladebrud og er på størrelse med middagstallerkner. En maskine til venstre er indrettet med en hane over en flad skålfordybning, hvori der endnu ligger et tyndt lag flydende chokolade. Her er bruddene lavet.

Et socialøkonomisk koncept

Social Foodies er en kæde af chokolade- og isbutikker, der er bygget op omkring en socialøkonomisk tankegang. Råvarerne stammer fra Afrika, men de fordyrende mellemled er skåret væk; Social Foodies handler direkte med de afrikanske producenter, og tanken er, at besparelsen her skal komme de ofte fattige råvareproducenter til gode og skabe økonomisk og økologisk bæredygtige foretagender i lokalsamfundene.

Vil ændre folks købeadfærd

I Social Foodies-butikkerne fremstiller de selv deres chokoladevarer. Det nære, hjemmelavede aspekt er vigtigt og skal synliggøres for kunderne, og derfor er butikken i Århus indrettet med

et produktionsbord ude i butikken, hvor kunderne gennem en glasrude kan følge med i tilblivelsen af chokoladevarerne. Det hjemmelavede fungerer også som et led i at formidle et budskab om bæredygtighed. Stifteren af Social Foodies, Thor Thorøe, har en todelt vision for forretningen: Først og fremmest skal Social Foodies sælge lækre madvarer, men forretningen skal bygge på en socialøkonomisk tænkning, der allerhelst skal inspirere forbrugerne til at træffe et bæredygtigt valg.

”Der kan vi være med til at påvirke forbrugeren i den rigtig retning. Hvis du bruger ti kroner mere på denne pose nødder, så ved du, at der er blevet tænkt (bæredygtigt, red.) hele vejen igennem værdikæden,” udtaler han om målet for øget forbrugsbevidsthed.

Det starter og slutter med kunderne

På væggene i butikken på M.P. Bruuns Gade hænger billeder af de afrikanske bønder og fabriksarbejdere, der producerer råvarerne til butikken. Butiksbestyrer Nina Minh Nguyen fortæller, hvordan de i butikken forsøger at formidle historien bag råvarerne og det bæredygtige budskab til deres kunder.

”Vi bruger rigtig meget tid på kundekontakt og på nærvær. Der er en stemning herinde, der lægger op til, at man kan være personlig med kunderne”.

Alligevel kan det være en udfordring at fortælle bedre bæredygtighedsbudskabet ud til nye målgrupper. Nina Minh Nguyen skelner mellem to typer af kunder: Is-kunderne og de faste. De faste har allerede en interesse i økologi og bæredygtighed. Udfordringen ligger i at formidle til is-kunderne:

”De er nogle vi prøver at få fat i. De ved ikke nødvendigvis, at vi er en socialøkonomisk butik,” siger Nina Minh Nguyen og tilføjer, at det er heller ikke alle, der er interesserede i at høre om det.

Storytelling om produkterne

En af måderne, butikkerne prøver at formidle det socialøkonomiske budskab, er gennem såkaldt storytelling. Det handler om at sætte fødevarerne ind i en kontekst, der bevæger sig ud over købssituationen for kunden. Nina Minh Nguyen giver et aktuelt eksempel med butikkens vaniljeis:

Der er vaniljekrise i verden. Vanilje kommer hovedsagligt fra Madagaskar, men naturkatastrofer har fuldstændig ødelagt produktionen på øen. Vores vanilje kommer dog fra Uganda, men prisen er steget så meget, at bare ét kilo koster 600 dollars. Så det er den dyreste is, vi har lige nu”. Derudover forsøger butikken af signalere den afrikanske tilknytning via billeder ude i butikken af de afrikanske bønder og fabriksansatte, som Social Foodies samarbejder med.